How Can We Help?
Løb, hop og stafetter
Siksak løb
Dette er virkeligt en øvelse med mulighed for at lave mange variationer. Hele holdet står i en cirkel med cirka to meters mellemrum mellem hver. Man kan så lave forskellige kombinationer ved at løbe siksak mellem de andre:
- Blot løbe siksak mellem rækkerne.
- Løbe baglæns.
- Lave sidestep, eventuelt med spark, for hver person.
- Lave et baglæns step (dwitchagi-step) for hver gang man er ud for en person.
- Alle sidder på hug og man hopper over, eller lave flyvende spark over.
- Alle sidder på hug med armen strakt vandret ud. Man hopper over.
Præcisionsløb
Alle eleverne sidder med spredte ben således at fødderne rører hinanden. Nu gælder det om at løbe “igennem” benene uden at røre dem. Man bør ikke lave denne øvelse med helt små børn.
Præcisions-step
Den ene elev sidder ned med benene samlede fremad. Den anden laver forskellige former for step og skift over hans ben uden at ramme.
360 graders sving
En god måde at træne koordination på er ved at lade eleverne løbe og foretage en 360 graders skrue i et hop. Man kan eventuelt også lave en 360 graders vending i tre skridt.
Hofte-rotation
Alle eleverne står på en lang række. En bold (eller hjelm) vandrer ned igennem rækken, således at eleverne skal dreje sig skiftevis til højre og til venstre for at aflevere bolden. Man kan snildt have flere bolde kørende.
Alle bestemmer
Ved denne øvelse står alle eleverne i en stor rundkreds. Eleverne skiftes til at lave en øvelse, som man så kobler på en serie af handlinger.
F.eks.:
- Høje knæløftninger.
- Høje knæløftninger, sprællemandshop.
- Høje knæløftninger, sprællemandshop, spark bagi.
- Høje knæløftninger, sprællemandshop, spark bagi, skihop.