Silas Thomsen udtaget til landsholdet

Citeret fra Ballerup Bladet

Den femdobbelte danmarksmester Silas Thomsen fra Smørum er udtaget til det danske karatelandshold.

Første uge af juni blev en af de rigtig gode uger for 13-årige Silas Thomsen fra Smørum. Tirsdag var han til møde med filialdirektøren i Sydbank i Ballerup for at modtage et sponsorat, og som om det ikke var stort nok, blev han fredag udtaget til det danske karate landshold i kata under Dansk Karate Forbund.

”Det har været en af de fedeste uger i mit liv. Sponsoratet er en stor hjælp, der er med til at gøre det muligt at rejse til stævner i udlandet og til privat træning. Og så kom der lige en fremtid på landsholdet oveni – det er verdensklasse,” udbryder det unge karatetalent.

Silas Thomsen går i 7. klasse på Balsmoseskolen i Smørum. Han begyndte at gå til karate, da han var seks år gammel, og det var en lidenskab fra begyndelsen. Som otteårig stillede Silas op til konkurrence første gang, og da han var 12 år graduerede han til sort bælte.

Fem gange DM-guld

Silas Thomsen er hele fem gange blevet danmarksmester i karatedisciplinen ’kata’. Han har deltaget i stævner i Norge, Sverige, Tyskland, Bulgarien, Tjekkiet, Frankrig og Danmark og han er udtaget til De Nordiske mesterskaber i Norge til vinter. Derudover går turen til Tjekkiet og Ungarn.

”Jeg håber, at min plads på landsholdet betyder, at jeg i fremtiden får mulighed for at stille op til EM og VM. Jeg drømmer om at blive på landholdet i lang tid, og at jeg bliver en af de bedste i verden,” siger Silas Thomsen.

Silas Thomsen er tilknyttet karateklubberne Itosu-kai Karate Dragør og Kofukan Karate Ballerup. Han bruger ugentligt fra ni timer og op efter på sin træning, der også indbefatter styrketræning, yoga og løbetræning.

Sponsoratet fra Sydbank er givet for de næste tre år.

”Vi er enormt glade for at støtte dette lokale kæmpetalent med et sponsorat. En sport som karate kan godt leve et lidt hemmeligt liv, fordi det ikke er en publikumsmagnet ligesom for eksempel fodbold. Det er vigtigt for Sydbank også at være med i talentudvikling inden for de mindre udbredte sportsgrene, siger Aamir Bashir, filialdirektør i Sydbank, Ballerup.

På kofukan.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Cookies kan anvendes til at skelne de forskellige brugere på en hjemmeside fra hinanden samt til at måle trafik på en hjemmeside. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til ovennævnte formål.  Læs mere